“… T.S.Høeg har været inspirator i en række sammenhænge med sin
utrættelige tro på hvert menneskes kreative potentiale. Med udgangspunkt
i den fri jazz kaster han sig ufortøvent ud i alle slags eksperimenter,
lige som han udviser stor fordomsfrihed i sit valg af samarbejdspartnere.
Både som musiker, komponist, performer og forfatter benytter Høeg
vidt forskellige, men nøje udvalgte inspirationskilder, og som
orkesterleder forsøger Høeg at fusionere snart sagt enhver strømning
i det 20. Århundredes rytmiske musik, og han afslører gennem sit
virke at han er lige så velbevandret i rock, hip hop og jazz,
som han er i etnisk, avantgarde og kompositionsmusik …”
“… T.S.Høeg, han skal dø …”
“… Det er musik som en ny planets soundtrack, det er sprog som
engleskarers hemmelige eder, det er visionen af en lattermild
bisværm …”
i anledning af T.S.Høegs 40 års fødselsdag.
“… intet som iagttages igennem Høegs brille kan kaldes helt almindeligt
…”
“… har man samtidig outertaineren T.S.Høeg kørende for det indre
øje eller øre, mens man læser eller hører ham, hæver passager sig
til et forrygende trip …”
“ … hvad enten den utrættelige forfatter, musiker, performer,
outertainer, dj og bigband maestro tager saxofonen eller skrivemaskinen
frem i sit laboratorium, trimler der altid overraskende skæve
toner og ord ud over os, der venter spændt på nyt fra den store
lille mand med insektbrillerne og det lapsede jazzhoved tøj …
“
“ …
… ikke fordi at respekten for Thorsten Sehested Høeg nogen sinde har manglet -
man kan ikke andet end at tage hatten af for en mand, der i dén grad har formået
at sno sig ud af enhver kunstnerisk vaneforestilling. Set herfra har Høegs store
problem imidlertid altid været hans stadige insisteren på at være entertainer frem
for alt. Som digter har han fx gang på gang imponeret med sine originale sproglige
artisterier og finurligheder, men også ofte med den manglende dybde, finterne til
syvende og sidst har vist sig at dække over. Det samme kan man sige om ham som
musiker: Han kan gøgle i fri luft, så man ikke kan lade være med at more sig over
hans overskud - og man må også for det meste medgive ham, at han ikke minder om
nogen andre - men det er langt fra altid, man er mæt efter en stund i selvskab
med Høeg. Snarere træt - der er nemlig tit noget forceret over hans produktion.
Et hysterisk "hej, se lige hvad jeg kan!"-signal, der i længden kan blive noget
nær øretæveindbydende … …
“