T.S. Høeg dannede i efteråret 2002 denne nye tentet, The Locomotion Starsemble, der, som navnet indikerer, rummer nogle af danerjazzscenens mest udfarende og fremmeste unge løver, der ligeledes spiller en heavy hybrid af nu-jazz og andre rytmiske strømninger.
The Locomotion Starsemble debuterede på Stengade 30 under festivallen "What is Jazz", hvor gruppen opførte Høegs til lejligheden skrevne suite "Hey boys and girls, we're goin' to pump you up" til stor tilfredshed fra såvel publikum som presse.
I kun et par dage ind i år 03 indspillede gruppen dette materiale til en kommende debut-cd.
Kasper Tranberg (trompet): medlem af neojazzgruppen When Granny Sleeps
og den hybride kvartet Bugpowder, leder af pladeselskabet af samme navn. Spiller desuden
i Høegs The Great Mongo Dilmuns, Dørges New Jungle Orchestra, Hugo Rasmussens All Stars
og med mange andre. Har flere gange turneret i Japan med egen sekstet.
Jacob Dinesen (sax): medlem af neojazzgrupperne Once Around The
Park og A Beautiful Day. Har desuden indspillet og turneret med amerikanske jazzstjerner
som guitaristen Kurt Rosenwinkel og trommeslageren Paul Motian.
Mads Hyhne (trombone): for tiden medlem af tenorsaxofonisten
Bent Jædigs kvartet og har sammen med bassisten Nils Davidsen og trommeslageren Jeppe Gram
dannet rocktrioen Grasp. Er desuden en meget benyttet sideman i et utal af sammenhænge.
Johs. Lund (sax): er med sine kun 21 år gruppens Benjamin,
men er blevet valgt af Høeg for sine åbenlyse talenter. Spiller bl.a. i gruppen Fjernsyn
Fjernsyn og er desuden flittig i mange nye alternative konstellationer.
Stefan Sieben (guitar): er endnu et ungt talent, der har gjort sig bemærket i grupperne
Fumier og Trio Trash, der også indspiller cd'er under eget selskab, Hybrid Music.
Jacob Anderskov (keyboard): en af tidens mest talentfulde
pianister, der leder lige fra egen trio, kvintetten Dr. Structure til septetten
Anderskov Accident. Leder eget selskab, Scraggly Music.
Søren Kjærgård (keyboard): endnu af tidens mest talentfulde
pianister, der leder egen trio Fuschia samt diverse ensembler. Er sammen med
trommeslageren Kresten Osgood leder af kultrapjazzgruppen Ikscheltaschel.
Nils Davidsen (bas): spiller i neojazzgruppen
When Granny Sleeps og i det hele taget i mange sammenhænge med en del af de ovenstående,
bl.a. med Hyhne i rocktrioen Grasp. Spiller desuden med Art Ensemble of Copenhagen,
pianisten Butch Lacy og den danske avantgardeguru, John Tchicai.
Kresten Osgood (trommer): har i de senere år været en
af de mest benyttede musikere for sit uforlignelige, lydhøre og swingende spil. Er
medlem af gruppen Tys Tys og sammen med pianisten Søren Kjærgård leder af
kultrapjazzgruppen Ikscheltaschel og jazzkvartetten Hvad er klokken?